Man tænker ikke over det når man bevæger sig rundt i de smalle gader, hvor man kan se både Danmark og Tyskland imens der er et ben i hvert land, men der var fremmed indblanding i hvorfor grænsen er som den er i Rudbøl
Godt nok er Danmark ikke et stort land. Men alligevel kan der findes mærkværdigheder her. På Bornholm længst mod øst, findes der klipper og faktisk ligger øen i en anden tidszone end den øvrige del af kongeriget. Dog er det blevet bestemt, at urene ikke skal stilles ved et besøg på øen. Tværtimod benyttes samme tidsgrænse som det øvrige Danmark.
Dog behøves der ikke en lang rejse til et nok ligeså mærkværdigt sted. En lille køretur for de lokale til grænsen ved Rudbøl-Rosenkranz, nok nærmere på end ved den dansk-tyske grænse. Faktisk er byen delt midt igennem, med hovedgaden fordelt i begge lande, i det der vel med rette kan kaldes verdens mest mærkelige grænse.
Historien om grænsen ligger tilbage til 1920. Efter afstemningen skulle grænsen flyttes fra Kongeåen og ned til dens nuværende placering. En international komite skulle være med til at fastsætte hvor den nye grænse skulle ligge. Med i komiteen var en franskmand, en englænder, en italiener, en dansker, en tysker og en japaner. Som udgangspunkt havde de seks medlemmer besluttet, at når Kongeåen kunne danne den tidligere grænse, så skulle Vidåen være skillepunktet i den nye. Dette blev ikke helt som det var ønsket, tværtimod:
Lokal modstand
For i Rudbøl boede en mand, som hed Anton Nielsen. Hans datter har fortalt, at hver gang afstikningskommissionen kom til byen, var hendes far ude ved dem. Her spurgte han, om der ikke kunne ændres ved den nye grænse, som de havde påtænkt at lægge ved Vidåen. Han havde nemlig altid håbet, at få lov til at opleve en dag at høre med til Danmark.
Japaneren, som jo var personen der kom længst væk fra, svarede -ja, men hvor mange hektar land drejer det sig om? Han havde nok i tankerne at det var jord og ikke en hjertesag det drejede sig om. -Cirka 200 hektar, tror jeg, var svaret fra Anton Nielsen. I Japan ser man ikke så smålig på sådanne ting, så japaneren spurgte til naboer og genboerne.
Anton Nielsen mente, at de fleste på hans side af vejen ville være danske. Men på den anden side af gaden lå kroen. Selv om de var gode naboer og talte dansk, ligesom alle andre på gaden, så vidste han ikke, om de ønskede at komme med til Danmark.
Japaneren vendte tilbage til de andre i kommissionen. Hvilket han flere gange havde gjort. Svaret til Anton Nielsen, blev at han fik lov til arrangere en lille privat afstemning i gaden. Resultatet blev syv tyske og fem danske stemmer. Foruden dem som havde afgivet en stemme, var der to koner hvis mænd var faldet i krigen. Begge enkerne ønskede at komme med til Danmark. Men af hensyn til deres krigsrente, havde de ikke vovet at skrive under. Resultatet blev at kommissionen igen forhandlede. Med det resultat at japaneren sagde: -Nu skal vi skabe verdens mærkeligste grænse, hvor mennesker – ja et enkelt menneske, får sit livs største ønske opfyldt.
Dette betød at grænsestenene blev lagt på langs ned i midten af gaden i Rudbøl-Rosenkranz. Anton Nielsens hus endte dermed med at ligge i Danmark. Mens kroen på den anden side gik til den tyske side af grænsen.
Artiklen skrev jeg i vores udgave i Lokal-Bladet Budstikken, Tønder 24. november 2010