Kadetten udskiftet med spraydåser

Kadetten udskiftet med spraydåser

Æ man fra Synnejylland L:Ron:Harald har droppet musikken og kastet sig over grafitti, i sidste uge var han på besøg hos ungdomshuset Borgen i Tønder for at lære fra sig.

Der blev rystet dåser og malet store plader i sidste uge.
Her havde Ungdomshuset Borgen inviteret Lars Jensen bedre kendt som rapperen der i sin tid kørte rundt i en Kadett L:Ron:Harald på besøg.
Han skulle vise de unge hvordan man maler graffiti og der blev lyttet intensivt til hans erfaringer.
Lars har tidligere været en rebel, men samarbejder nu med sine gamle modstandere om at forskønne bybilledet, som han ligger en ære i at få lov til.
Det var ikke mange af medlemmerne fra Ungdomsklubben Borgen, som umiddelbart kendte Lars Jensen. Men da Mæ å Min Kadett blev spillet på anlægget vågnede flere op til dåd og kendte ham som rapperen L:Ron:Harald.
Lars Jensen tog, mandag til ondsag i sidste uge, turen fra Sønderborg, for at vise de unge, hvordan man meget enkelt og simpelt laver flot grafitti.
I starten var han alene om at stå ved den, til lejligheden, opstillede plade. Den blev hurtigt forvandlet til virvar af farver, hvor slutresultatet blev et skilt med teksten BORG1.Det varede ikke mange minutter, før den første tog modet til sig og gav en hjælpende hånd. Hurtigt ville flere deltage og publikums nysgerrighed trak dem tættere på for at se hvad der skete. Borgenskiltet og de efterfølgende dages værker skal i fremtiden pryde væggene rundt om i huset.
Der blev udvekslet mange ideer undervejs. Da skiltet var færdigt samledes de interesserede om et stort bord og lavede skitser for de kommende dages arbejde.

Kreative evner

Graffiti
Zandra Seddig kan godt lide at være kreativ og synes det var fedt at male grafitti

En af de meget aktive var Zandra Seddig. Hun var både først og sidst til at have en spraydåse i hånden. Igennem en årrække har hun været medlem på borgen, men synes det begyndte at blive lidt kedeligt. Der skete ikke så meget som tidligere. Zandra kan godt lide at male og være kreativ, og da hun så plakaten med arrangementet var hun ikke i tvivl:
– Jeg skulle bare være med, for det er fedt at kunne give sine ideer og fantasier frit løb fortæller hun. Selvom det meste af aftenen gik udendørs ved den store plade, havde hun både tid til at lave et udkast til dagen efter, men også at rose stedet for at være på vej til igen, at blive et godt sted at komme. Samtidig synes hun, det er vigtigt for byen at have et sted hvor de unge kan samles og hygge sig.

Masser af mulighede
For den daglige leder, Thomas Segato, er det vigtigt at kunne tilbyde nogle spændende aktiviteter der kan være med til at tiltrække flere medlemmer.
For tiden er der cirka 20-30 medlemmer per aften og det tal ser Thomas gerne fordoblet. At det kommer til at tage tid er han dog godt klar over.
Som relativ ny i lederstolen har han ikke den store kendskab til fortiden. Denne ønsker han heller ikke at dvæle ved. Fremadrettet gælder det om at skabe et godt miljø for de unge. Thomas Segato har lyttet til medlemmernes ønsker og i samråd er der nu blevet oprettet et ungdomsråd.
-Vi har masser af ideer til arrangementer og vi vil også arbejde på at få udnyttet husets muligheder bedst muligt, fortæller Thomas Segato.

Grafitti siden 1984

Graffiti skilt Borgen
Lars Jensen lægger sidste hånd på det store Borg1 skilt

Lars Jensen har idag lagt musikken bag sig. Istedet har en gammel traver atter set dagens lys:
– Grafittien. Det er dog ikke noget nyt bekendtskab for Lars, han er ifølge sig selv Danmarks næstældste grafittimaler – kun overgået med 14 dage af en fra København. I 1984 startede han med at male og har stort set prøvet alt – og maler idag på mange mure og biler. -Jeg var i starten en rebel og arbejdede imod sy-stemet. Det er dog blevet ændret radikalt, i dag er jeg blevet gode venner med kommuner og staten fortæller han i en stille stund og fortsætter:
-Jeg blev for fire år siden stævnet af netop staten for hærværk på et tog, men i dag har de hyret mig. Jeg har for eksempel malet to fængsler med spraydåser.
Meget af det graffiti, man idag ser rundt om på diverse husmure er de såkaldte tags.
Dem tager Lars Jensen klar afstand fra. Han synes det er ærgeligt, når man bruger op imod 12 – 13 timer (som han selv gør) om at lave en mur og at andre så ødelægger det på få sekunder.
-Det er både de såkaldte taggere, men også almindelige personer som kan stå bag.
-Vi har efterhånden vænnet os til det og tager det roligt. Vi vinder alligevel kampen, da vi har mere tid og flere spraydåser, talent samt ild i hjertet forklarer han.

BEMÆRK: DENNE ARTIKEL ER SKREVET I LOKALAVISEN BUDSTIKKENS TØNDERUDGAVE DEN 22. SEPTEMBER 2010. DERFOR ER ENKELTE FACTS FORÆLDET FRA DEN GIVNE DATO.